At afhøvle nutiden, så den bliver gennemsigtig, sagde den franske historiker Philippe Ariès om formålet med at arbejde med historien. At se bag om nutiden, så den bliver mere forståelig, er også idéen med Aarhus Flashback, som viser en række før og nu-billeder fra markante steder i Aarhus.
Historien om Pendlere på promenaden fortæller, hvordan Skolebakken engang var en romantisk spadseresti langs kysten, og gavlmaleriet i Vestergade Atomkraft? Nej tak fortæller historien om, hvordan solmærket fra Aarhus blev bredt ud til hele verden.
Hovedvægten i de gamle billeder ligger omkring 1900 med eksempler tilbage til 1860’erne og frem til 1970’erne. Billederne fortæller gode historier om byens liv de sidste 150 år.
Bogen er skrevet af Connie Jantzen og Tove Engelhardt Mathiassen, som begge er museums-inspektører ved Den Gamle By.
Connie Jantzen er cand.mag. i middelalderarkæologi og historie fra Aarhus Universitet 1987. Hun har siden 1985 arbejdet med generelle byhistoriske emner og siden 1994 med Aarhus bys historie.
Tove Engelhardt Mathiassen er cand.phil. i etnografi og socialantropologi fra Aarhus Universitet 1994. Hun har siden 1984 arbejdet med kulturhistoriske emner som dragthistorie, børneopdragelse og boligkultur.
|